Begyndelsen

Først skal det lige slås fast, at der findes utallige fortællinger om Buddhas fødsel og opvækst, så man skal ikke blive overrasket, hvis man støder på en, som skiller sig ud fra den jeg vil fortælle. For at den ikke skal skille sig alt for meget ud, nøjes jeg med at tage de overordnede træk fra historien.

Cirka 500 år f. Kr. fødtes den lille prins, Siddharta Gautama, i den nordindiske by Lumbini. Siddhartas mor, dronning Maya, døde relativt hurtigt efter fødslen. En omrejsende vismand forudsagde, at den nyfødte prins enten ville blive en stor og mægtig konge, eller en åndelig verdenshersker fuld af sand viden. Hvad ingen på jorden vidste, end ikke Siddharta selv var, at han var blevet udvalgt af guderne til at blive genfødt med formålet, at lede menneskene på jorden i den rigtige retning. Da Siddharta var kongeparrets førstefødte, og kongens hustru nu var død, brød kongen sig ikke om tanken, at prinsen ikke skulle arve tronen efter ham. Kongen så som sagt helst sin søn på tronen efter ham, og derfor advarede rådgiverne kongen imod at lade Siddharta få kendskab til virkelighedens barskhed. De fortalte kongen at for at afholde den lille prins fra at blive en åndelig hersker, i stedet for konge, skulle han afholdes fra at se fire bestemte ting; en syg, en krøbling svækket af alderdom, en fattig og en død. Kongen ville ingen risiko løbe, så derfor lod han prinsen vokse op i overdådig luksus, fuldstændig afskåret fra resten af den virkelige verden, så Siddharta blev overbevist om, at det var det eneste rigtige. Denne luksus ville have gjort størstedelen af verdens børn utålelige og forkælede. Men tværtimod blev Siddharta både venlig og medfølende. Siddharta voksede op, og som 16-årig blev han gift med sin kusine, Yasodhara, med hvem han også fik en søn.

Mødet med de fire tegn

Selvom det for os i den vestlige verden lyder underligt, blev prins Siddharta led og ked af livet på slottet og den overdådige forkælelse, som kongen forærede ham. Derfor besluttede han at køre en tur rundt i sit rige, for at se hvordan borgerne havde det. Det skulle blive en grusom sandhed Siddharta gik i møde. Men prinsen bad altså sine arbejdere om han spænde et par heste for en vogn, og så tog han ellers ud i landet. Da de havde kørt et stykke tid, kom de forbi en tynd og haltende mand. Siddharta bad straks kusken om at stoppe vognen, og spurgte ham forunderligt: ”Hvad er det for en skabning?”. Kusken svarede: ”Manden der er syg, herre. Det er noget vi alle må se i øjnene en dag”. Herefter kørte de videre, og der gik ikke længe, før Siddharta bad kusken om at stoppe vognen igen. Denne gang på grund af en gammel krøbling, tydeligt svækket af sin alder. Kusken måtte forklare prinsen, at alderdommen også er noget, som man unægtelig skal se i øjnene en dag. Tredje gang Siddharta lod vognen stoppe, var grunden en stor klynge mennesker sørgende omkring et lig. Siddharta sprang hurtigt af vognen, og løb over til klyngen af mennesker. Dette var desuden første gang, prinsen berørte jorden uden for sit palads. Igen måtte kusken forklare Siddharta, at dette også var et fænomen, alle skulle stå til ansigt med en dag. Prinsen spurgte frygtende: ”Selv mig?”, og kusken kunne ikke svare andet end ja. Da prinsen samme dag vendte tilbage til paladset, var han meget chokeret over de oplevelser, som den virkelige verden havde givet ham. Han begyndte nu at indse, at intet varer ved; end ikke om man er født i den rigeste familie af alle. Han blev fortvivlet, og mistede modet. Næste dag mødte Siddharta en tiggermunk uden for sit palads. I Indien var det almindeligt, at man i sin søgen efter visdom begav sig på vandring, klippede sig skaldet, og kun medbragte en skål til at tigge mad med. (På det tidspunkt var størstedelen af folket i Sydøstasien tilhængere af hinduismen). Munken så utrolig fredfyldt ud, trods han ikke ejede andet end hvad han havde på sig. Siddharta blev så positivt overrasket over munken, at han ikke var i tvivl om, at det måtte han også gøre.

På vej mod oplysningen

Siddharta havde nu erkendt at hverken lykke eller glæde, kunne købes for alverdens guld. Han forlod nu i al hemmelighed sin kone, sin nyfødte søn og hele det luksuriøse liv i paladset. Han klippede sig skaldet, og drog nu ud i verden for at finde meningen med livet, kun medbringende en

madskål til at tigge med. Nu ville han finde svar på livets sande spørgsmål som: ”Hvem er jeg?” og ”hvad er meningen med tilværelsen?”. Han mødte utallige vise mænd og guruer (hinduistiske, åndelige ledere), men var aldrig rigtig tilfreds med deres udsagn. Siddharta mediterede, og dyrkede yoga for at finde hans svar, men synes stadig ikke at være tilfreds. Nu fik Siddharta en ide’. Han ville forsøge at leve i den stik modsatte grøft end i hans opvækst. Derfor besluttede han at begynde at faste. Han vandrede nu ud i ødemarken, og fastede i fem lange år. Det skal lige siges, at Siddharta havde fået fem disciple med sig, som også ville begynde at faste. Legenden fortæller at Siddharta og hans disciple, levede af kun en enkelt riskorn om dagen i de fem år. Kun ved hjælp af meditation og åndelig ernæring holdt de sig i live. Det siger sig selv, at det ikke er sundt kun at spise et riskorn om dagen, og Siddharta blev også meget syg i løbet af fasteperioden. Da der var gået næsten fem år, lå Siddharta udhungret, og var faktisk tæt på døden. Her kom en tilfældig forbipasserende malkepige forbi, og fik medfølelse med ham. Hun gav han mælk og mad, og straks følte Siddharta sig meget bedre tilpas. Hans disciple blev meget vrede på ham, fordi han nu brød fasten, som de havde overholdt i så

		En meget ofte set figur, som viser den fastende Buddha.

lang tig nu. Dette resulterede i, at de forlod ham. Men dette betød ikke synderligt meget for Siddharta. Han ville stadig søge målrettet efter svar på sine spørgsmål. Siddharta besluttede nu, at ville følge ”middelvejen”. Det vil sige, at man hverken spiser for lidt eller for meget, men lige tilpas.

Den fuldkomne oplysning

Siddharta drog nu alene videre i sin søgen mod oplysningen omkring livet. Det var nu seks år siden, han forlod paladset og sin familie. Han kom til et kæmpestort figentræ, og besluttede sig for at meditere under det. Han ville ikke forlade stedet, før han havde opnået den fuldkomne oplysning og viden omkring livet. Han rensede sit sind for alle tanker, og sank hen meditation. Den første nat han mediterede, så han alle sine foregående liv, og alt hvad han havde oplevet. Den anden nat så han alle andre skabninger passere gennem kredsløbet med fødsel og genfødsel. Han så også hvordan alle disse skabninger, fik det bedre eller dårligere, afhængigt af hvordan de havde opført sig i det tidligere liv. På tredjenatten fik han så åbenbaringen, der viste ham hvordan alting her i livet hang sammen. Han havde nu opnået den fuldkomne oplysning; en evindelig tilstand af lykke, også kaldet ”nirvana”. Han var blevet til ”Buddha” (=den oplyste). Det siges at den onde dæmon, Mara, kastede tordenkiler efter Buddha, men inden de ramte forvandledes de til lotusblomster. Efterfølgende hånede Mara ham med, at ingen ville tro ham eller forstå hans tanker. Da berørte Buddha jorden med to fingre,

Buddha under figentræet, hvor han opnåede oplysning

og bønfaldt selveste jorden om at vidne for sig. Og jorden råbte: ”Jeg er dit vidne!”. Mara var nu totalt besejret. Om morgenen følte han sig så fyldt med viden, at han ud af sin uendelige viden, kunne drage fire konklusioner omkring livet. Disse fire konklusioner er i dag kendt som ”de fire ædle sandheder”. Disse sandheder lyder sådan:

Alt liv er lidelse.

Årsagen til lidelse er begæret.

Lidelse kan bringes til ophør.

Midlet hertil er ”den otte-delte” vej. (se side 8)

Buddhas lære

Buddha, som Siddharta nu havde fået titlen som, var nu så fyldt med visdom og fred, at han besluttede at dele den med nogen. Derfor dragede han videre for at udbrede sin lære. De første han mødte på sin vej, var hans fem tidligere disciple, som stadig var sure på ham. Han fortalte dem, hvordan han havde opnået oplysningen, og omkring de fire ædle sandheder. De ville i første omgang ikke tro på Buddha, men efter lang tids prædiken omkring hans vej til oplysningen blev de overbeviste, og besluttede sig for endnu en gang at blive hans disciple. Det er i dag kendt som Buddhas første prædiken for folket, selvom det sådan set bare var for fem gamle kendinge. Buddha og hans fem venner fik snart selskab, og inden længe fulgte halvfjerds munke ham. Mange mennesker, selv konger, blev buddhister. Buddha holdt et utal af prædiker, og en dag kom han og hele hans fanskare tilbage til paladset, hvor Buddha voksede op. Det resulterede i at selv Buddhas far og alle hans arbejdere, blev omvendt til buddhismen. Faktisk blev Buddhas, nu halvvoksne, søn munk. Også Buddhas stedmor blev omvendt, og dette dannede grundlaget for de buddhistiske nonner.

Buddhas død

Buddha blev firs år gammel, før han indså, at nu var hans liv ved vejs ende. Da Buddha jo var oplyst, behøvede han ikke længere at frygte genfødslen, fordi han nu var klar til at indtræde i nirvana. Den eneste bekymring Buddha havde på sit dødsleje, var om hans lære, kunne fortsætte med at brede sig, når han var væk. Buddha badede i en nærtliggende flod, og iklædte sig sit fineste tøj, som skulle han deltage i en festlighed. Herefter samledes alle hans tilhængere omkring ham, og Buddha holdt sin definitivt sidste prædiken. Han gennemgik alt, hvad han havde erfaret, og delte hele sin enorme viden med sine disciple. Buddha afsluttede med at spørge, om der var nogen, der havde bare den mindste tvivl om, hvad buddhismen handlede om. Ingen svarede, så alle havde altså forstået Buddhas lære til fulde. Som sin sidste gerning velsignede Buddha sine tilhørere, og lagde sig herefter på en briks med ansigtet mod nord, og døde en smertefri død. Legenden beretter, at da Buddha døde, blev der helt mørkt, træerne visnede, og jorden skælvede. Hvad der end skete, døde Buddha og mange andre vil forsøge at gå i hans fodspor.

For en almindelig buddhist betyder det ikke så meget, om denne historie er realistisk. Faktisk betyder det næsten intet, om historien virkelig fandt sted på den måde, der er nedskrevet, eller om den foregik anderledes. Det vigtige er, at der engang fandtes en mand, som opnåede den fuldkomne oplysning, som den nutidige buddhist kan pejle efter.