Buddhismen som samfund

Det har selvfølgelig en enorm betydning for samfundet, hvilken religion landet har. Også i de buddhistisk prægede lande. Religionens principper med ikke at være særlig materialistisk gør, at folket hverken er produktions- eller pengefikserede. Buddhismen siger jo, at man ikke må eje mere end højst nødvendigt. Det kommer så arbejdsgiverne til gode, da de kan presse arbejdernes løn helt i bund og derfor få et større overskud selv. En troende buddhist kunne aldrig drømme om at bede om en lønforhøjelse, med mindre lønnen var så lav, at han ikke kunne leve af den. ”Jamen de er jo så heller ikke særlig produktionsfikserede, så det må vel gå lige op”, vil de fleste sige, men det er ikke helt rigtigt. I og med at befolkningstallet er så enormt i de asiatiske lande, er der en stor arbejdsløshed. Derfor kan en arbejdsgiver jo bare vælge den, der laver mest, så på den måde bliver en arbejder alligevel nødt til at yde en hel del for en lille sum penge. Dette er også noget, som kommer os og hele verdens industri til gode, da mange arbejdspladser i dag flytter til de asiatiske lande for at få fat i den meget omtalte billige arbejdskraft. På den anden side kan man sige, at hvis arbejdsgiveren så også er en troende buddhist, så vil han heller ikke have så stor en del af udbyttet. Men det er nu en gang sådan at penge, som oftest vejes lidt tungere end religion, specielt hvis man har mange af dem.

Selvfølgelig er det ikke alle buddhister, som går rundt i safranfarvede heldragter, og klipper sig skaldede. Mange buddhister lever et helt normalt og fredeligt liv ligesom os andre, hvor man slet ikke kan se, om han er buddhist eller ej. Dog vil jeg sige, at en gennemsnitlig buddhist er mere troende end en almindelig kristen, fordi buddhismen faktisk kun har det ene mål at opnå den eftertragtede oplysning. I kristendommen har de fleste det sådan, at de egentlig ikke behøver at komme i kirke hver søndag, fordi bare man er flink og rar, så skal det nok gå. Sådan ser buddhisterne ikke helt på det. De frygter jo som sagt genfødslen, og er derfor meget påpasselige med fx at følge den otte-delte vej, så de kan komme i nirvana.

Det siger sig selv, at enhver religion er nødt til at følge med tiden og tilpasse sig efter den. Dette gælder også for buddhismen, som under og efter Vietnam-krigen virkelig begyndte at tage del i de politiske debatter, selvfølgelig med formålet at skabe fred og harmoni. Faktisk har nogle buddhistiske munke gået så drastisk til værk, at de brændte sig selv til døde i protest mod krigen. De fortalte kort forinden, at lige meget hvilken verden de nu ville blive genfødt i, kunne den umuligt rumme større lidelse end denne verden med den forfærdelige krig.