Analysemodel til pc-spil

Retur

 ANALYSE AF COMPUTERSPIL

Man kan analysere et computerspil, ligesom man kan analysere en novelle eller en roman. Der findes ikke nogen bestemt måde at analysere et computerspil på, men nedenfor er en huskeliste med spørgsmål, som er gode at stille. Det er ikke nødvendigvis en god ide at bruge samme rækkefølge som i listen, og det er ikke alle punkter, der er vigtige i alle spil, så det gælder om at slå ned på det mest interessante.

                                                                            ANALYSEMODEL

Titel: Hvad signalerer spillets titel?

Indpakning, reklamer o.l.: Hvordan præsenteres spillet i reklamemateriale og lignende? Hvilket billedmateriale bruges, og hvilke forventninger giver det til spillet? Henviser spillet til andre medier, f.eks. en spillefilm? Hvilken målgruppe henvender materialet sig til?

Storgenre: Actionspil eller strategispil?

Undergenre: Eventyrspil, simuleringsspil, plat­form spil, 1.persons-skydespil, racerspil osv.

Rammefortælling, forhistorie: Mange spil lader selve spilsekvenserne foregå i en rammefortælling, som f.eks. fortælles i små filmklip. Hvis dit spil har en sådan rammefortælling, hvad går den så ud på, hvornår fortælles den, og hvilken betydning har den for spillet og spilleren?

Plot: I en fortælling er plottet selve handlingens grundlæggende skelet uden detaljer. Aktantmodellen kan bruges til at vise spillets grundlæggende plot.

Forløb: Mange fortællinger følger beretter­modellen. Hvilket forløb er der i spillet? Er man tvunget til at følge et lineært fortælleforløb (som i en almindelig fortælling), eller er forløbet åbent som i en hypertekst? Har spilleren mange valgmuligheder, som kan ændre spillets forløb, eller er rammerne givne og urokkelige? Har spillet kun et mål, eller er der flere muligheder?

Grafik: Beskriv og vurder spillets grafik, både ud fra en teknisk og æstetisk synsvinkel (kunstnerisk skønhed). Tilstræbes realisme i grafikken? Er der særligt bemærkelsesværdige grafiske effekter? Beskriv det generelle billedunivers, som spillet skaber - læner det sig op ad andre billeduniverser (f.eks. fra film eller andet)?

Perspektiv: Hvordan er spillets "kameraføring"? Er perspektivet fast eller bevægeligt? Hvilke konsekvenser har det, at perspektivet er, som det er?

Lydside: Er der brugt musik? Hvordan bruges den? Hvilken stemning skaber musikken? Beskriv brugen af lydeffekter. Tilstræbes realisme? Hvad betyder lydsiden for spillet og spilleren?

Spilfigurer: Beskriv de forskellige typer af figurer, som optræder i spillet. Mange spil rummer modstandere, der er styret af computeren. Spiller de strategisk eller tilfældigt og dumt? Kan de udvikle sig, lære, ændre strategi? Beskriv spillerens spilfigur.

Spillemåder: Er spillet særligt beregnet til spil i netværk, flere spillere ad gangen eller lignende?

Varighed og tempo: Hvordan er spillets tempo (højt/lavt, jævnt/ujævnt)? Hvor lang tid tager det at spille færdigt (hvis det kan spilles færdigt)? Hvor lang tid bruger man almindeligvis på at spille spillet?

Spillets samlede udtryk: Virker spillets samlede udtryk (billedside, lydside osv.) sammenhængende og overbevisende, eller er der modsætninger eller mindre heldige elementer? Beskriv og vurder spillets samlede æstetik. Det kan også være interessant at stille spørgsmål som: Hvis spillet var en bog, hvad var det så for en slags bog? Hvis spillet var en film, hvad var det så for en film?

Vurdering: Beskriv, hvad der er lykkedes, og hvad der er mindre heldigt i spillet. Prøv at vurdere spillet på dets egne betingelser. Det er således ikke så relevant en kritik, at du måske bedre kan lide actionspil, når spillet er et strategispil, for det angår ikke spillet, men dig. Derimod kan det være interessant, at spillet måske lover mere, end det kan holde, at valgmulighederne er alt for begrænsede, at der ingen udvikling er i spillets fortælling, eller at lydsiden ikke lever op til billedsiden. Husk at være konkret i kritikken, og udnyt analysens iagttagelser - det er meningen med dem!                                                       Til toppen