Skolebladet

Hobro Nordre Skole - oktober 2004

               

 

 


Kommentarer, indlæg m.m. tilføjes en arbejdsuge efter udgivelsen. Anonyme indlæg optages ikke.

Redaktion og fremstilling: Henrik Hvirring & Erik Kjær

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

Skolebladet på tryk

Af Henrik Hvirring og Erik Kjær

 

Denne udgave af skolebladet bliver på tryk og med en udformning, vi ikke er ret stolte over. Tilmed bliver det heller ikke så fyldigt, som vi kunne ønske. Forklaringen er, at skolens pc’ere har været sat ud af drift fra medio september. Det er en omgang ondartet virus, der har lagt maskineriet ned, og dermed er vi udelukket fra at modtage tekst og fotos, der ligger på serveren.

Til alt held er vi ikke i en periode, hvor der skal laves projektarbejde, men drønende ærgerligt er det da, at vi ikke kan bruge IT i den daglige undervisning. Problemet bliver forhåbentlig løst umiddelbart efter efterårsferien.

 

Fra skolens ledelse

 

Nu er efteråret her, men vi nåede at nyde en dejlig varm eftersommer, hvor mange klasser benyttede sig af det gode vejr til at lave aktiviteter udendørs.

 

Vi er godt i gang med skoleåret, således er 6. klasse begyndt at øve til årets skolefest, som jo i år afholdes i første uge af december måned.

 

Skolebestyrelsen har indkaldt til forældreaften, hvor beretningen fremlægges. Vi håber at se rigtig mange forældre.

 

Næste uge skal skolebestyrelsen mødes med Børne- og Kulturudvalget for at drøfte forslag til byggeri i stedet for vores gamle pavilloner. Vi har naturligvis flere ønsker bl.a. mht. grupperum og fælles samlingsrum.

 

Hobro Nordre Skole er jo blevet en del af den fagre nye digitale verden. Sidste år kom alle skolens computere på et samlet netværk. Det gør det lettere i hverdagen, men ak også her kan en enkelt hacker gøre livet surt! Alle elevmaskiner i hele kommunen blev ramt af virus! Det er et stort arbejde at finde fejlen og få maskinerne i gang igen.

 

Vi er ved at lave et nyt låsesystem, så yderdørene åbnes med en personlig nøglebrik uden for skoletiden. Vi håber, at det kommer til at fungere godt.

 

Byrådet i Hobro Kommune har givet alle skoler en ekstra bevilling til undervisningsmaterialer. 115.000,00 kr. ekstra er Hobro Nordre Skole bevilget.

 

Lige nu er vi ved at gøre vores behov og ønsker op. Det er dejligt at kunne købe lidt mere end det absolut nødvendige.

 

I ønskes alle en rigtig god efterårsferie.

 

Venlig hilsen

 

Karin Bjerregaard Rasmussen

 

 

Overnatning på Boldrup Museum

Af Emil, 3.b

 

Mandag d. 16/8 ,Juhuuu! Vi skal til Boldrup og overnatte!" tænkte jeg, da vi skulle af sted. Alle fra klassen og parallelklassen havde deres cykler med, fordi vi skulle cykle derover. Cykelturen var på omkring 15 kilometer. Det var ret hårdt, for det gik mest opad. Da vi (endelig) kom til Boldrup Museum, parkerede vi cyklerne og låste dem. Derefter førte en mand der hed Gert os hen til bivuakkerne - træhusene vi skulle sove i. Gert var en mand, der lærte os en hel masse, om ting i gamle dage. Da vi så havde fundet sovepladser i bivuakkerne, spiste vi madpakker, og så legede vi et stykke tid. De fleste legede vandkamp, mens de andre så på. Da vandkampen var slut, skulle vi ud i rugmarken. Vi blev delt op i to grupper, hvorledes den ene gruppe var ude at meje kornet, og sortere ukrudtet fra, mens den anden gruppe var inde, og tærskede kornet, rensede det og malede det til mel. Da det blev aften, fortalte Søren - parallelklassens klasselære - en historie om en gammel borg på Bornholm, over bålet. Det var en spændende historie, og da den var slut, skulle vi "på hovedet i seng".

 

Tirsdag d. 17/8 Dagen efter - Tirsdag - blev vi vækket af vores klasselærer Diane, men vi var vågne lidt før. Jasmin (Dreng) var flyttet hen til de voksne, fordi han ikke kunne sove. Da vi var kommet i tøjet, spiste vi morgenmad. Det var boller med pålægschokolade. Efter morgenmaden skulle vi hen at fodre dyrene. De fik det samme foder, alle sammen, bortset fra duerne. Så skulle vi i skolestuen, hvor Gert fortalte os om gammeldags legetøj, og vi skulle ud at spille "Slåmunk". Det var ret sjovt at spille. Bagefter pakkede vi sammen. Det tog et stykke tid. Så skulle vi have frokost, og det var boller med alt muligt pålæg. Efter frokosten, blev vores bagage hentet af nogle biler, og så cyklede vi hjem til Nordre Skole.

 

På lejrskole til Verona

Af Søren Ramlau

 

Ja, det lyder jo ganske eksotisk, hvis man får associationer til Verona i Italien. I dette tilfælde var det dog Hotel/pension Verona i Sandvig på Bornholm, og det skal med det samme siges, at det på ingen måder gjorde turen ringere (undertegnede var i Verona på lejrskole .... i 1987).

 

Vi lagde hårdt ud med at tage "lejrskoleekspressen", en samling gamle passagerervogne der var langt ude over sidste holdbarhedsdato, til København. Svedige og let øre i hovedet, begav vi os på rundtur i hovedstaden: Rådhuspladsen, Nationalmuseet, Christiansborg, Nyhavn, Amalienborg, Strøget og Tivoli blev besøgt. I Tivoli fik de unge fik prøvet en masse forlystelser, og vi gamle trætte lærere kunne få benene i vejret og drikke en kop kaffe. Ved midnatstid afgik færgen til Bornholm, og det var næsten unødvendigt at fortælle nogen af de unge, at de skulle gå til køjs for alle var godt trætte.

 

Tidligt næste morgen blev vi kørt fra Rønne til Verona, hvor der var dækket op til morgenmad. Resten af dagen vandrede vi rundt i det Bornholmske landskab omkring Hammershus. Alle var vist lidt trætte, men tanken om en badetur holdt humøret oppe. Vi fandt en lille vig med flade klipper på den ene side og lidt højere klipper på den anden. Det var en herlig badetur, hvor der blev hoppet fra klipperne. Denne aften, første dag på Bornholm, blev igen en aften hvor mange, helt frivilligt, fandt deres seng.

 

Resten af ugen på Bornholm skiftevis kørte vi i bus og gik rundt på øen. I flæng kan jeg nævne nogle af de steder vi så: Naturcenter Bornholm, Hammershus, Rundkirker, bolsjekogeri, røgeri, Helligdomsklipperne, Jons kapel og meget mere. Jeg vil dog fremhæve en tur, vi var på, nemlig en aftentur til Hammershus, da denne oplevelse var helt speciel. Vi gik fra Sandvig til Hammershus i skumringen, og da vi kom til Hammershus var der næsten mørkt. Sammen med ca. 250 turister skulle vi på rundvisning i ruinerne, hvor eneste lyskilde var olielamper. En guide, klædt ud som herold, tog os på rundvisning, hvor han fortalte historier fra middelalderen. Med en dyb og rolig stemme kunne han få næsten 300 mennesker til at være så stille, at man kunne høre insekternes summen og bladenes raslen. Denne fortættede oplevelse af mørket, ruinerne og fortællingerne var en fantastisk oplevelse for både børn, unge og voksne.

 

Vejret var dejligt, ungerne var dejlige og oplevelserne var dejlige. Det var en tur, hvor vores unge fra Hobro Nordre Skole gjorde os stolte over at være sammen med dem. De fik ros på færgen, på hotellet og i bussen. Overalt hvor vi kom frem, fremhævede de sig med deres gode opførsel.

 

Nyt fra Skolebestyrelsen

 

Den 28. oktober holder skolebestyrelsen sin årsberetning, hvor vi håber, at mange forældre vil møde op. Ud over årsberetning vil vi lave små praktiske værksteder i skolens faglokaler. Der bliver sendt indbydelse ud. Alle er velkomne, men vi stiler indbydelsen til forældrerådene i håb om at få dem "mere på banen".

 

I øjeblikket er vi i gang med at debattere betaling af lejrskoler, biografture og ekskursioner. Nogle af disse ting sker med en lille elevbetaling til f.eks. mad, men klassekassen supplerer også med mindre beløb. Vi synes selvfølgelig, at det kunne være rart, hvis det hele var gratis. Det ville måske så bare betyde, at nogle af aktiviteterne ville forsvinde eller blive kraftigt beskåret. Ellers skal vi finde pengene andensteds, hvor det også vil gøre ondt.

 

Vi er så småt startet med at tænke på nybyggeri på Nordre skole i erkendelse af, at der er et stigende behov for nye klasseværelser og modernisering af faglokaler.

 

I uge 40 er der fællesmøde med de andre skolebestyrelser i kommunen på Nordre skole. Aftenens tema er evaluering. Karen Leth Nielsen fra Danmarks Evalueringsinstitut fortæller om emnet. Efterfølgende vil Skolebestyrelsen forholde sig til evaluering/tests på vores skole.

 

Venlig hilsen

Erling Pedersen og Helle Ørum,

Skolebestyrelsen på Nordre Skole

 

Helge Myrup med filmhold

Af Erik Kjær

 

Mandag, den 27. september var der rykind på skolen af 2 tyske journalister samt et dansk filmhold. Hovedpersonen var Helge Myrup, der skulle fortælle 8. klasse om sexlivets glæder, spilleregler og faldgruber.

 

Helge Myrup har været på skolen mange gange, og det har han, fordi han på en god måde får fortalt eleverne om emnet. Susanne Sloth Carlsen udtrykker det sådan: ”Han er meget vidende - også om det nyeste. Han er objektiv. Han er direkte uden at komme for tæt på eleverne, og så leverer han budskabet på en sjov måde.”

 

Igen i år er meldingen fra eleverne, at de 3 timer i selskab med Helge Myrup var rigtig gode. De fik noget at vide om:

 

·             Kærlighed

·             Sexualitet

·             Kønssygdomme

·             Ikke presse - ikke krænke

·             Pas på dig selv

·             Pas på hinanden

·             Gode links på nettet, bl.a. www.lysthuset.dk

 

Filmholdet var med til foredraget, og derefter blev 6 elever interviewet. Dette foregik på engelsk. Pernille, Winnie, Anne Cathrine, Anders, Rasmus og Anthony stillede op til snakken med de tyske journalister. Optagelserne skal bruges til en demo-cd, der skal distribueres i Tyskland.

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

adgang til at arbejde på nordsider.